Jeg skrev forleden et indlæg om det at genoptræne fra et træthedsbrud.
Det er egentlig ikke blevet nemmere siden sidste indlæg. Jeg havde faktisk nogle mindre tilfredsstillende træninger kort tid efter mit seneste indlæg.
Det bekræfter nok egentlig bare det er super vanskeligt at lave en opskrift på en genoptræning, som virker til allesammen.
Jeg havde nok været lidt for vovet og overvurderet min fods fysiske tilstand. Den var i hvert fald ikke til det jeg havde gang i. Derfor trak jeg stikket i to dage, hvor jeg sad foran min computer.. arbejdede lidt og surmulede en hel del!
Sparring!
Jeg valgte derfor igen at benytte mig af god sparring af Thijs Nijhuis, som har vist sig at være en god ting. Det er altid godt at få et nyt besyv på (s)tilstanden.
Det jeg gør anderledes nu i forhold til sidste set-up med programmet fra Bispebjerg er færre pauser og lidt længere løb. Ligesom jeg også har bevæget mig over til lidt mere fast underlag af skovbund og sti.
Om det er færre pauser, andet underlag eller det betryggende i man ikke er alene i genoptræningen? Jeg tror helt sikkert det har været rigtig godt med sparring igen!
Lige nu er min træning bygget op på følgende måde:
1. dag – Løb
2. dag – Thorax Trainer
3. dag – Fri
4. dag – Løb
5. dag – Thorax Trainer
6. dag – Fri
7. dag – jeg tror man kan se mønstret nu 🙂
Det fungerer virkelig fint for mig med de mange fridage. Det betyder også jeg ikke får bevæget mig lige så meget som vanligt, men det er trods alt meget bedre end da man gik rundt med sin walker på i fire uger! 😉
Hvordan det føles i foden….
Jeg oplever fortsat en smule “irritation” i foden når jeg starter gang og løb. Det er dog aldrig så slemt, at jeg føler det er for meget. Jeg forsøger fortsat at forholde mig til smerteskala 0-10, hvor jeg ikke skal over 3 på noget tidspunkt!
Ligeledes skal ubehaget også forsvinde kort tid efter end aktivitet, hvilket jeg også selv oplever.
Jeg vil også anbefale at styrke fødderne i det omfang som det er muligt. Simple øvelser som hælløft på en trappe, samle blyant med tæerne fra gulvet, gå på tæer ude på græsset osv.
Det har gavnet mig meget efter jeg har fået disse implementeret.
God bedring – og tak fordi du læste med 🙂