Fra lunter til løber 2. del – Anina Fryd

Når jeg læser Aninas skriverier – ikke bare på kvindetid.dk – så bliver jeg ærligt i godt humør. Jeg kan i hvert fald sætte mig ind i det Anina tænker, og jeg tror hendes tanker afspejler sig hos mange. Læs med igen!

Fra Lunter til løber – og alt det der imellem

Der er i skrivende stund 129 dage til Copenhagen Marathon. 

Jeg har været småskadet af to omgange – nok fordi jeg ikke holder mig til træningsplanen og den ønskede pace. Jeg har meget at lære på den front og gør mit bedste….fraaaa NU af… ca hver dag….. Det er bare så pokkers fristende de dage, hvor det kører som smurt i olie, liiige at skrue en tak op for tempoet. Men med en skade i baglår/balle, er jeg blevet yderst ydmyg… nogen vil nok sige, at det klæder mig! Meeen visse vasse.

En klog mand sagde til mig, ” løb er så meget mere en fart” – jeg nikkede og puttede nok et mmmmm på. Jeg kunne da kun give ham ret, løb er jo frihed, mulighed for at tømme hoved og tænke tanker igennem… ork dog… og ja da, løb er så meget mere end fart.
.
Løb er så meget mere end fart

Men HEY løb ER så meget mere end fart – ordene synker mere og mere ind, jo mere jeg får puttet på min løbekonto… både af kilometer og af erfaringer. Løb er en god plan, løb er en sund kost med det rigtige indtag, på det rigtige tidspunkt, løb er de rigtige vitaminer på de rigtige tidspunkter, løb er restitution, løb er god søvn, løb er familiesammenspil og accept OG løb flytter grænser.

At det er lysten der driver værket, er en sandhed med modifikationer – om jeg må be´! 

Den går i hvert fald hånd i hånd med viljen i mit univers!  Viljen til at turde kaste sig ud i det som nybegynder og i nye træningspas. Viljen til at turde fejle og viljen til at gøre det igen og igen OG viljen til at ligne en komplet idiot i svømmehallen eksempelvis, for det er sgu ikke lysten da!

Løbetræning mod et mål, som et fuldt marathon, betyder nemlig også, at man IKKE stopper træningen i 14 dages tid eller mere, fordi der opstår en skade.

Aquajogging siger du … seriøst? okay tager du med så? nå ikk! FEDT!!  

Forklaringen om, hvorfor netop aquajogging skulle være fantastisk, når man er skadet, lød langt borte… lidt lige som metaforen om osteklokken. Billederne af mig med aquajogging bælte stramt om livet bed sig fast – Prøv nu og hør! Jeg kan jo ikke som voksen kvinde med respekt for mig selv, iklæde mig et korkbælte og bevæge mig i vandet som en…  ja det sad fast, det billede! SÅ JO… løb er i den grad SÅ meget mere end fart.

Åhh jeg kunne vitterlig ikke finde ud af, om det var fedest at tage i svømmehallen alene, eller om jeg skulle lokke et barn med… det gav helt sig selv – jeg er mor til tre piger på 13, 16 og 22 så, hvis der er noget jeg har modtaget medaljer for  gennem årene, og her taler vi ikke 3. og 4. pladser men bragende 1. pladser PÅ RÆKKE, er det pinlighed, så de takkede pænt nej.

Alene tog jeg afsted… Og der er ikke ord for, hvor meget min forfængelighed kom på prøve! Men for pokker både viljen og lysten bakker mig op i det her.

Forbi de sikkert 98 andre svømmere i bassinet. Et fast greb om mit blå kork- (skum, men jeg er sikker på, kork skaber langt federe billeder) bælte og en grundig fastmontering på land, der tager USANSYNLIG lang tid, forbi de 98 andre svømmere igen  – Jeg skal spare jer for resten… tænker filmen kører allerede. Dog kan jeg da lige tilføje det bekymrede blik, fra en intetanende veninde, da hun pludselig fik øje på mig i vandet… ”Hvad faen laver du?” – heldigvis nåede jeg at svare hende med et kæmpe smil – inden hun hoppede i vandet og påbegyndte en redningsaktion.

Jeg har til dato ikke set andre svendborggenser jogge i vandet – men set mange undrende blikke – Føler mig måske mest som en gammel travhest til genoptræning.

– fik jeg nævnt, LØB ER SÅ MEGET MERE END FART?

Kh.  En lunter forklædt som løber

Følg hende her: www.instagram.com/running_optimist/

Udigvet af Kvindetid.dk

http://kvindetid.dk/fra-lunter-til-loeber-og-alt-det-der-imellem/